Da jeg interviewede poker-ikonet Stu Ungar bare måneder før hans død på et motel i 1998, fortalte han mig, at han ikke kunne tolerere at blive nummer to. Han sammenlignede alt andet end førstepladsen i nærmest alting med at tabe, og det samme som at være et nul.

”Folk siger, at jeg skal være en god taber,” forklarede han i et øjeblik af klarhed, før han atter sank ned i den narkotiske tilstand, der prægede de fleste af hans sidste år. ”Selv om du er en god taber, er du stadig en taber. Det kan jeg simpelthen ikke klare at være.”

På det tidspunkt, når man tager i betragtning, at han var en af de højst anerkendte pokerspillere, virkede det da også som et udmærket credo for et konkurrencepræget menneske. I dag, når jeg tænker på hvad der skete for Ungar og med en hel del mere perspektiv på hvad det vil sige at blive nummer et og nummer to, så ser jeg mere nuanceret på sagen.

Ingen bryder sig om at blive nummer to

I skrivende stund, midt i World Series of Poker, hvor forskellen mellem at vinde turneringen og blive nummer to, ikke bare er millioner af dollars men også livstidsanerkendelse, er det værd at se på fordele og ulemper ved at blive nummer to. Både inden og uden for poker.

For det første er der ingen, der bryder sig om at blive nummer to. Det gælder især hvis der er tale om den største begivenhed i din karriere eller inden for dit fag. Selv når du næsten bliver fejet af bordet, som det skete for Cincinnati Cavaliers, da de tabte NBA mesterskabet til Golden State Warriors, kan man takle situationen med ynde. Det var præcis hvad Lebron James gjorde, da han efter nederlaget holdt en tale foran alle medierne. Det er hvad man kunne forvente.

Kort efter, mens han var ved at få sit hoved barberet, sagde han dog noget der var langt dybere og underfundigt:

”At blive nummer to er aldrig et nederlag, når du samtidig har sat dine holdkammerater i en position de aldrig har været i før,” sagde James. Spillere som Kyle, G-Will og Flight fik alle lov til at prøve kræfter ved NBA finalen. Noget ingen af dem havde prøvet før. ”Det er den slags ting, der gør mig glad. Nu er det tid til en genopfriskning.”

Det var et storslået og meget generøst perspektiv på nederlaget. Indrømmet, så er det lettere at have den slags holdninger, når man spiller sammen på et hold. At komme så tæt på og så alligevel være så langt fra kan være sværere, når man er helt alene om indsatsen.

Det forklarer også hvorfor sportspsykologer mener, det er sundere at få bronze end det er at få sølv. I en artikel fra Psychology Today med titlen “Second Place is the First Place Loser,” skriver Nathan A. Heflick, at ”undersøgelser har til stadighed vist, at olympiske atleter er gladere når de vinder bronze.” Han pointerer, at dette resultat fremkommer fordi sølvmedaljevinderne føler sig som tabere til guldmedaljevinderne, mens bronzemedaljevinderne ser sig selv som bedre end alle dem, der ikke fik en medalje.

Gordon Vayo fra Los Angeles, der blev nummer to i sidste års WSOP Main Event, var i lang tid plaget af skuffelsen over at være blevet nummer to. ”I et halvt år efter det finalebord, gik der ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte over hvordan det hele var gået,” fortalte han ”Forlige sig (med den sidste vigtige hånd han havde tabt) var det sværeste for mig. Jeg var skuffet over mig selv. Det er jeg på en måde stadig.”

Hvis du støder på Vayo i løbet af WSOP, så husk at give ham et knus. Det kan være han stadig har brug for det.

Han anerkender, at størrelsen på scenen, presset under spillet og det at pokersamfundet ville kritisere hver eneste lille fejl, ikke gjorde hans oplevelser ved finalebordet lettere.

Fejlene hjemsøger ham stadig, men Vayo føler sig alligevel ualmindeligt taknemmelig over alt det, han har fået ud af sin andenpræmie på 4.6 millioner dollars. Andenpladsen har også ændret hans liv på mange andre positive måder. Det har gjort ham til en bedre pokerspiller. I løbet af det seneste år har han vundet mere end 500.000$ oveni hans store gevinst fra WSOP. Kort sagt, så anerkender han, at selv om det gør ondt at brænde førstepladsen, så kommer andenpladsen med en hel masse fordele.

 

Phil Hellmuth – Kongen af andenpladsen

Så har vi Phil Hellmuth, der uden tvivl er en af de mest berømte nulevende pokerspillere og forfatter af selvbiografien ”Poker Brat”. Han har vundet flere World Series of Poker armbånd end nogen anden spiller - nogensinde! Dermed er det måske ikke overraskende, at han også har fået flest andenpladser i WSOP.

“En af mine værste oplevelser var, da jeg blev nummer to i WSOP [$5,000 No Limit Texas Hold’em] eventet i 2006,” har Hellmuth fortalt mig. Han spillede imod den her ”knægt fra L. A.” [Det var faktisk Jeff Cabanillas, der aldrig tidligere var kommet i nærheden af en gevinst som den på 818.546$ han vandt overfor Hellmuth]. ”Jeg sad med en hånd med et par 4’ere og floppet viste 8, 10, knægt. Der var en masse penge på bordet og så kommer der et flush-kort som river. Jeg valgte at smide mine kort over for hans es-konge. Det var ærgerligt for jeg spillede lige til kanten den dag.”

Det var bare en af de turneringer, hvor Hellmuth blev nummer to. Da jeg interviewede ham, var han stadig i kog over at have tabt en så kritisk hånd. Under WSOP 2011 var han lige ved og næsten hele fire gange. Irriterede det Hellmuth? Han kan sige hvad han vil. Sandheden skal nok findes i en række tweets, han udsendte i løbet af sommerens turnering. Lige meget om han så løb af med mere end 1,5 million dollars, så vandt han ikke et armbånd.

Efter sommerens første andenplads hvor han tabte til John Juanda i $10,000 buy-in deuce-to-seven turneringen, skrev Hellmuth på twitter at han følte sig ”helt af helvede til og utrøstelig.” Der gik knap 10 dage før han igen kom ind som en knebent nummer to ved et finalebord i et seven card stud hi/lo event. Så kunne man på hans twitter læse, at han havde ”spillet af hele hjertet, var kommet til kort og var lige så deprimeret,” som han havde været over sin sidste andenplads.

Det hele gik dog i stykker, da han spildte en 8 til 1 fordel i chips i et afgørende spil mod den store Brian Rast. Hvordan taklede den ellers nøjsomme Hellmuth den afslutning? Han druknede sorgerne i et par dyre flasker: “Sidder og drikker Macallan 25 og Louis XIII på Aria high-limit bar,” tweetede han mismodigt.

Hans fjerde andenplads i serien det år var i en 200$ buy-in til fordel for et velgørende formål. Han vandt 1.500$ og brokkede sig ikke.

Den mest berømte og måske berygtede nummer to

Selv om Hellmuth er berømt for at være en elendig taber, så er han ironisk nok blevet ”udspillet” af den storrygende Sammy Farha. I 2003 blev Farha historiens mest berømte nummer to i Verdens Serien. Han fejlede i det afgørende spil mod Chris Moneymaker.

”Han havde flere chips end mig, men tro mig, han ville have taget mindre end halvdelen,” fortalte Farha mig ikke lang tid efter. Og så lod han den nybegynder fra Tennessee bluffe sig til en sejr i det, der kunne have været den afgørende hånd.

Siden da har Farhas gevinster ved turneringer ikke oversteget 100.000$ om året. Jeg talte med ham kort efter det pinlige og livsforandrende nederlag, hvor han udtrykte rigeligt med bitterhed og havde utallige undskyldninger parat.

”Jeg havde det bedste par ved floppet, han havde en draw og hævede indsatsen igen på ’fourth-street’” husker Farha. ”Jeg lagde en fælde for ham, og havde ham lige hvor jeg ville. Jeg var bare for træt. Jeg havde drukket 20 Red Bull og 20 kopper kaffe - forestil hvad det gør ved din hjerne. Jeg havde det som om jeg var i koma, og så gik jeg i sort. Så gik Chris all-in, jeg begyndte at tælle mine chips og tænkte over det. Jeg skulle have kaldt hans bluff med det samme.”

Selv om han i skæmt udtalte om Moneymaker ”at manden ikke ville vide, hvad han skulle stille op med alle de penge” og brokkede sig en lille smule, så sidder man tilbage med indtrykket af at nederlaget efterlod Farha psykologisk knust.

Jay Farber – Ingen bitterhed

Historien om Jay Farber er en ganske anden. Han er muligvis verdens bedste nummer to, når man ser på hvordan han opførte sig både før under og efter finalebordet.

Der hersker liden tvivl om, at Farber var et noget uventet medlem af November Nine i 2013. Han havde og har stadig et job som vært på et etablissement i Las Vegas, og han havde forud for World Series holdt en pause fra poker. Efter at han havde klaret sig hele vejen til finalen, festede han som en gal i månederne før den store finale.

”Jeg sagde til mig selv, at jeg ville holde op med at feste før Main Eventet, men sådan gik det ikke. Jeg fejrede min fødselsdag en hel måned,” fortæller Farber. ”Og når jeg går ud og fester, så handler det ikke bare om et par drinks. Så ender aftenen normalt i tågerne.”

Han fik nogle gode råd fra en coach og fra Dan Bilzerian, der havde købt sig til en del af Farbers spil. Det vigtigste råd kom dog fra en poker pro, der fortalte ham, at det at spille ved finalebordet i et Main Event, nok var noget der kun skete en gang i livet. Det blev foreslået at han skulle nyde oplevelsen og få så meget ud af det som han kunne. Det gjorde Farber.

Hvis man ser på optagelsen fra finalebordet i 2013, kan man se ham sidde og smile som et barn i en slikbutik, næsten samtlige timer spillet stod på. Hvad enten han vandt eller tabte, så havde han en fantastisk oplevelse.

Når han ser tilbage på lidt over 5$ millioner dollars i gevinst (Noget af det gik til Bilzerian, der festede med bagefter og forærede Farber et flot ur som tak), så siger Farber,” det at komme ind som nummer to er både den bedste og den værste følelse i verden.” Det er selvfølgelig hjerteskærende ikke at vinde, men at komme så tæt på kan virkeligt flå dit hjerte itu. På den anden side, så var jeg ganske ukendt. De andre spillere undervurderede mig og jeg beviste, at jeg hørte til.

For at få et godt råd om hvordan man håndterer følelserne forbundet med at blive nummer to, henvendte Farber sig til sin ven Ben Lamb. I 2011oplevede han selv at blive næsten nummer et i verdensserien (han blev nummer tre, men alligevel...). Selv om man ikke lige kunne se det, med det uendelige smil og hans attitude umiddelbart efter turneringen, så udtalte han i et interview: ”Jeg var temmelig deprimeret i en hel uge efter. Det er på mange måder en nedtur. Man når så langt, og man vil jo helst kunne sige at man er verdensmester. Jeg ville også gerne vinde 8 millioner dollars. Da jeg spurgte Ben, hvad han havde gjort for at komme sig over nederlaget, så sagde han: giv det tid! Jeg spillede godt og det var alt jeg kunne have håbet på.”

Om det at poker er et spil hvor tabene kan vokse sig store og virkeligt påvirke dig, siger Farber: ”Mange turneringsspillere er ulykkelige mennesker. Jeg vil aldrig være en af dem.”

Det han mener er, at han ikke har lyst til at være en af dem, der konstant ærgre sig over andenpladsen. Og måske er den emotionelle nedtur ikke noget at pylre over. Måske er det bare en del af det at være en spiller i topklassen.

At blive nummer to giver dig en bedre chance først

Ved at blive nummer to, kommer man jo faktisk med i det gode selskab, der strækker sig længere end Hellmuth. Tager man for eksempel golfverdenen, så er Jack Nicklaus den der har taget flest andenpladser nogensinde i spillets historie. Derefter kommer Phil Mickelson. Det faktum, at man får mange andenpladser, synes at vise hen til en del førstepladser også.

Formel 1 racerkøreren Lewis Hamilton Kender følelsen. I et interview med det engelske dagblad Independent opsummerede han den rutsjebaneoplevelse man får, når man lander på andenpladsen. Efter at have udvist blandede følelser omkring hans placering i et løb sagde han: ”Når man kæmper hårdt, så er det (andenpladsen) en god følelse.”

Han tilføjede dog, at man kun får så mange muligheder for at blive nummer et og ”det er smertefuldt (at blive nummer to). Der er ikke nogen anden måde at sige det på. Det æder dig op indefra, men du skal klare det og komme videre.”

Efter den 22. juli i år, når vi har afsluttet finalebordet WSOP Main Event og fundet den endelige vinder, så er der uden tvivl en elite pokerspiller, der vil forstå denne følelse og vil have et par bemærkninger at føje til samtalen.