Altid sympatiske Dan Rachlin var en af vinderne, da det gik løs på Casino Copenhagen til 888’s kvalifikation til WSOP Event #54 i Las Vegas. Vi har taget en snak med den folkekære radiovært og pokerspiller om turneringen, hvorfor han ikke skal derover alligevel, og hvem han sender i stedet.

Hvor rangerer din kvalifikation til Crazy Eights i Las Vegas ift dine tidligere poker-resultater?

I al beskedenhed er jeg faktisk ret godt spillende, når jeg er med i live-turneringer. Jeg startede for ca. 8 år siden med at blive nr. 3 i en stor sideturnering til EPT. Efterfølgende var der en lang periode, hvor jeg sponserede og spillede diverse turneringer og kom i pengene 3 ud af 6 gange. Og altså i for hold til de turneringer var 888-turneringen med 200 deltagere med meget blandet niveau. Når det er sagt, er jeg faktisk ret stolt af præstationen.

Fortæl os lidt om feltet i 888-kvallen på Casino Copenhagen i maj og din vej til Vegas-billeten.

I forhold til feltet kan det bedst illustreres ved, at jeg på førstedagen kommer til at sidde ved siden af Laila, der aldrig har spillet en live-turnering og alligevel går dybt på dag 2. Og i den anden ende af skalaen har du Jannick Wrang og hele det der slæng af mere eller mindre professionelle. Så det var et ekstremt blandet felt.

Indtil der mangler et par timer af førstedagen, er det højeste jeg har par 7. Så bliver jeg flyttet over til et nyt bord, og får par es stort set med det samme og får samtidig kæmpestor betaling.

Derfra er jeg faktisk ikke i problemer på noget tidspunkt, før der er 14 tilbage. Der skubber jeg tilbage med AQ suited mod 9’ere. I pokerkredse vil man sige, at hvis først du bringer dig selv i den ’farefulde’ situation på det relativt sene tidspunkt, at jeg har spillet en stabil turnering uden bare at være en ren luck box. I mit all in spot er jeg samtidig oppe i mod bordets store boss, der spiller meget aggressivt. I det spot, syntes jeg, min AQ suited var en god hånd at stå i mod med.

Derfra er jeg egentlig ærgerlig over, at vi ikke spiller turneringen færdig, men stopper når der mangler 9. For jeg føler, at jeg kan gå top 3.

Hvad er årsagen til, at du ikke kan deltage i turen til Las Vegas og Crazy Eights turneringen?

Det karambolerer desværre rigtig meget med andre planer. Dels har jeg et stort DJ-job, som det ville koste mig noget at aflyse. Jeg er ikke typen, der er glad for at aflyse indgåede aftaler. Jeg DJ’er ofte for folk, der har arrangeret store begivenheder og har booket mig lang tid i forvejen, så dem vil jeg ikke skuffe. Og hvis først man får et rygte, for at være en der aflyser, så går det støt ned af bakke.

Dels har familien og jeg også planlagt sommerferie på Mallorca, som turen også lapper ind over. Jeg overvejede selvfølgelig om jeg kunne tage min kone og vores to børn med til Las Vegas. Og selvom man på papiret godt kan holde lidt traditionel ferie i Las Vegas, så er det ikke rigtigt et feriested for hele familien.

Hvordan føles det at gå glip af turen?

Det er jeg sgu rigtig ked af det. De danske pokerspillere der skulle derover var nogle kanon gutter. De er vidt forskellige typer, aldre og har forskelligt erfaringsgrundlag. Men jeg kan jo så røbe, at jeg har en splitaftale på en lille procentdel med min ven, Mike Neubert, som tager derover i stedet for mig. Han har drømt om at komme til Las Vegas i en del år efterhånden, og den oplevelse er jeg glad for at kunne være med til, at han får. Og nu skal jeg jo ikke jinxe det, men han er en meget dygtig, tålmodig og habil poker-spiller.

Herfra 888 siger vi tak for snakken til Dan Rachlin og et kæmpe held og lykke til Crazy Eights,WSOP Event #54 til Mike Neubert.